Top 10 seværdigheder i Rom for solorejsende

Rom er en by, der er fyldt med kultur og historie, du kan vælge at dykke ned i. Byen bugner med bygninger og fortællinger fra romertiden, som i dag udgør mange af de mest populære attraktioner i Italiens hovedstad.
Herudover byder Rom på kulinariske oplevelser i verdensklasse, fra pizza og pasta til små lokale spisesteder, hvor maden stadig laves enkelt og ærligt, som den har gjort i generationer.
I denne rejseguide giver vi vores bud på de 10 bedste seværdigheder i Rom for solorejsende. Hertil får du gode tips og råd om, hvad du bør undgå, så du kan få den bedst mulige tur til Rom.
Hvis det er din første solorejse, kan du også læse: Din første solorejse: Komplet guide og tips for begyndere.
Colosseum

Colosseum er et af de steder i Rom, du ikke kommer udenom. Det ville helt sikkert være med på et bingo kort over oplevelser i Rom og skal bare opleves, når du er i byen. Det er stort og præcis så imponerende, som man forventer.
Det er et enormt amfiteater fra Romerriget, hvor gladiatorer engang kæmpede foran titusindvis af tilskuere. Selve bygningen står stadig som et symbol på, hvor avanceret og brutalt Romerriget var.
Timingen betyder dog alt, når du skal besøge det gamle Colosseum. Hvis du kommer midt på dagen, kan du ende med at stå i en ekstra lang kø og fokusere på den enorme mængde turister, der prøver at skubbe sig forbi. Kom i stedet om morgenen, og udnyt, at du ikke skal tilpasse dig andres planer, når du rejser alene. Det gør det til en meget bedre oplevelse, hvor du kan gå rundt og mærke stemningen i dit eget tempo.
Tip: Det er smart at bestille din billet online på forhånd. Især hvis du alligevel skulle vælge at komme midt på dagen. Så kan du nemlig gå direkte ind og undgå køen med de andre turister, der må stå og bage i solen.
Forum Romanum

Forum Romanum er et af de mest betydningsfulde arkæologiske områder i Rom og et sted, hvor man virkelig mærker historiens tyngde. I over tusind år var dette centrum for det romerske imperium.
Her blev love vedtaget i senatet, triumftog marcherede gennem Via Sacra, og borgere samledes for at handle, debattere og deltage i religiøse ritualer. Det var Roms pulserende hjerte.
I dag står Forum Romanum som en imponerende samling af ruiner, som giver et indblik i den tid. Blandt højdepunkterne finder man Saturn-templet, Titus-buen, Rostra (talerstolen) og den delvist bevarede Curia Julia, hvor senatet mødtes.
Pantheon

Pantheon er et tidligere tempel fra Romerriget, som i dag fungerer som kirke. Det mest fascinerende er den enorme kuppel med det åbne hul i midten, hvor lyset strømmer ind og ændrer oplevelsen af rummet i løbet af dagen. Det er en ret særlig oplevelse bare at stå der og kigge op på det imponerende bygningsværk.

Det er helt gratis at komme ind, så du behøves ikke bekymre dig om billeter eller at lede efter dem nettet. Det betyder dog også, at der kan være mange turister i højsæsonen eller midt på dagen, og derfor skal du undgå at planlægge dit besøg her, hvis du vil slippe for de største menneskemængder.
Tip: Kig ned i gulvet under kuplen. Gulvet har små hældninger og er designet til at lede regnvand væk. Det er en lille, men ret fed detalje, mange overser. Det siger noget om, hvor gennemtænkt bygningen faktisk er.
Trevi-fontænen

Trevi-fontænen er en af de mest berømte seværdigheder i Rom og et imponerende syn, der tiltrækker besøgende fra hele verden. Fontænen blev færdiggjort i 1762 og er kendt for sine dramatiske afbildning, hvor havguden Oceanus står midt et kraftfuldt vandfald omgivet af figurer og heste.
Glem ikke at kaste en mønt i vandet. For mange turister er det blevet et ritual, der skal sikre at de engang kommer tilbage til Rom.
Tip: Det ikonise springvand gør stedet til et af de mest fotograferede i Italien, så husk at tag et billede til familien eller et selfie til instagram-profilen.
Campo de’ Fiori

Campo de’ Fiori er en af Roms mest karakteristiske pladser og et sted, hvor atmosfæren ændrer sig markant i løbet af dagen.
Om morgenen og eftermiddagen er pladsen kendt for sit farverige marked. Her sælges frugt, grøntsager, krydderier, blomster og lokale specialiteter fra små boder. Stemningen er livlig, men stadig forholdsvis lokal.
Tip: Kom tilbage igen om aftenen. Når markedet lukker, skifter Campo de’ Fiori karakter. Boderne forsvinder, og pladsen bliver til et socialt samlingspunkt med restauranter, barer og caféer for både lokale og besøgende.
Peterskirken

Peterskirken er en fantastisk flot kirke, med en imponerende arkitektur og dyb historie. Tag dig god tid til at beundre de fantastiske og overdådige kunstværker. Her finder du værker af Michelangelo og Gian Lorenzo Bernini, inklusive Michelangelos berømte Pietà.

Og så er der kuplen. Turen derop kan give lidt sved på panden, men udsigten over Rom er blandt de bedste i byen.
Et ekstra plus: Selve basilikaen er gratis at besøge. Det gør den til en af Europas største kulturelle oplevelser til prisen af præcis 0 euro. En sjældenhed i en by, der er så stor og populær som Rom.
Tip: Undgå de dyrere caféer i nærheden, og søg i stedet efter lokale spisesteder efterfølgende, hvor du kan nyde autentisk italiensk mad til en mere rimelig pris.
Roseto Comunale

Roseto Comunale, en lidt af en skjult perle i Roms centrom. Her kan du som solorejsende nyde synet og duften af over 1.000 roser, der blomstrer i farverig harmoni. Da haven ligger tæt på Aventinerhøjen, kan du også kombinere dit besøg med en udsigt over byen fra Parco Savello, hvor du også kan nyde en stille stund med en god bog. Sørg for at undgå mylderet i weekenderne, hvor der er flest mennesker, for at sikre dig en mere fredfyldt oplevelse.
Tip: Tag en lille picknick med, og nyd den i midten af haven, mens du nyder en pause fra Roms travle gader.
Galleria Borghese

Galleria Borghese er et af Roms kunstmuseer. Det er ikke et kæmpe museum, men netop det gør oplevelsen mere speciel.
Museet er især kendt for sine værker af Bernini og Caravaggio. Her kan du se nogle af de mest imponerende skulpturer og malerier helt tæt på, uden at skulle kæmpe dig gennem store menneskemængder.
Noget af det særlige ved Galleria Borghese er, at det ligger i en tidligere villa. Det gør, at rummene føles mere som et hjem end et klassisk museum, og det giver en mere personlig oplevelse.
Tip: Du skal bestille billet på forhånd, fordi der kun må være et begrænset antal besøgende ad gangen. Det betyder til gengæld også, at der aldrig bliver overfyldt.
Via Appia Antica

Via Appia Antica er en af de ældste romerske veje, og i dag er den en lang, fredelig strækning uden for den travle bykerne, hvor du går eller cykler mellem ruiner, gravmonumenter og åbne grønne områder. Der er meget lidt trafik og mange steder næsten ingen lyd, bortset fra fugle og vinden i træerne.
Her er der ingen plan, du skal følge. Du kan stoppe ved en tilfældig ruin eller sætte dig på en stenmur og nyde roen. Det føles meget frit sammenlignet med Roms mere populære og centrale turistattraktioner.
Langs vejen kan du blandt andet se:
- gamle gravkamre
- rester af akvædukter
- store træer og åbne marker
- små kirker
Tip: Lej en cykel, og tag en tur ned langs den kendte vej. Så kan du både nå at se mere, og kommer lettere frem og tilbage.
Catacombe di Roma
Catacombe di Roma er et netværk af underjordiske gravgange. Her begravede man de døde i lange korridorer, og mange af væggene er stadig dækket af symboler, inskriptioner og tidlige kristne udsmykninger.
Blandt de mest kendte katakomber er San Callisto og San Sebastiano langs Via Appia Antica, men der findes også andre spredt rundt omkring i Rom. De giver et sjældent indblik i en periode, hvor kristendommen stadig var en forfulgt religion, og hvor fællesskab og tro blev udtrykt i det skjulte under jorden.
